Guldkorn fra husets yngste medlem

Det vælter ud af dig med “guldkorn” og du er elsket af alle på din vej.

Her kommer lidt:

• Du hører i radioen at en siger: Det var lige en kamel der skulle sluges.. hvorpå du eftertænktsomt siger, moar det kan man (sku) da ikke!

• En dag hvor jeg er lidt op at tottes med computeren siger du – “moar det er altså ikke computeren der er dum, men dem inden i den!”

• Farmor spørger dig om I skal male.. “du kigger lidt op i luften og aer dig selv på maven, hvorpå du siger – jeg skal lige mærke min mavefornemmelse”

• Mormor har atter doneret en gave (vinterjakke) og du siger ca. ½ time efter vi har pakket op: “når nu mormor altid giver mig gaver, skal vi så ikke også give hende en?”

• En læge spørger dig på sygehuset, hvor din børnehave ligger – du kigger på hende og svarer “ved siden af Brugsen” – hun smiler (højlydt) og siger – godt svar søde dreng.

• Vi taler om hvilke undersøgelser du har været igennem på sygehuset. Pludselig siger du, mor det mærkeligste var altså hende der malede mig i numsen (smurte creme på inden indvendig undersøgelse).

• Da du og far forlader sygehuset møder du en sygeplejerske, går (helt uden opfordring) hen til hende og siger “tak fordi du hjalp mig med at blive rask” – såvel hende som far blev vist ret rørte.

 

48 timer …med lidt for mange oplevelser

Det hele startede søndag eftermiddag, hvor feberen med et bankede løs i den lille 20 kgs krop der tilhører min søn Thomas.

Efter en hård nat med skrig af smerte + snak med vagtlæge kunne mandag begynde. Da mit (gravid-program) stod på akupunktur og jordemoder fra morgenstunden tog far og søn en tur til lægen. Vi taler sammen ved middagstid og der er de sendt i retning af Kolding Sygehus – hvor vi alle 3 mødes.

Vi blev hele vejen igennem mødt af meget kompetent personale der gjorde deres bedste i at møde Thomas og forældre i “hver sin øjenhøjde”. Thomas der blot har været til læge vel 6-7 x siden sin fødsel (inkl. tjek og vacinationer) var sej selv om han blev udsat for alle mulige prøvelser, inkl. en del snot og gråd, ja faktisk også fra min side, da han måtte fastholdes af tre voksne kvinder for at få en slange gennem næsen og ned til lungerne…

Endelig efter bl.a. røngten, blodprøver, test i hoved og r.. m.m. kunne de kl. 18 finde årsagen til smerten. Lungehindebetændelse der efter sigende gør ondt som bare pokker. Undervejs havde vi forældre-vagtskifte, da der var hund der skulle afleveres til pasning hos familie, tøj der skulle hentes

+ oveni det hele, et foredrag der skulle “fyres af” for 8 lokale erhvervsdrivende. Det var en smule forvirrende at ankomme 5 min. i start uden at have haft ret meget generalprøve, men efter publikum at dømme, var det for dem en meget lærerig aften, så de nu er endnu bedre klædt på i forhold til at booste deres salg via Sociale Medier.

I morges startede ikke så tidligt, da ingen vækkede de to b-mennesker og vi vågnede til en frisk og knapt så rødøjet Thomas – der var uden såvel smerter som feber!! YES !! Thomas blev udskrevet efter stuegang og skal nu være på penicilin i en uge.

Jeg havde lige “mit eget ærinde” på sygehuset. De ugentlige faste blodprøver, CTG og scanning. I sidste uge var meldingen, at jeg ville blive sat igang i min uge 37 (næste uge), men i dag var der en yngre læge, der var helt opdateret på nyeste procedure og da mine tal var faldende for første gang, blev jeg sendt hjem med besked om:” at jeg nok IKKE bliver igangsat, i hvert fald ikke i næste uge.”

Nu er jeg godt nok træt – såvel mentalt og fysisk!, så god snart nat.

Billede kommer senere..

 

Sjov dialog med en 4-årig

For vel en måned siden, inden Thomas vidste, at jeg var gravid, kørte vi bil sammen og så foregik denne dialog:

Thomas: Mor hvordan kommer babyer egentligt ud?

(øh jeg blev lidt overrumplet og måtte svare ret hurtigt. )

Mor: Ja, gravide kvinders tissekoner kan noget helt specielt, så barnet kan komme ud den vej…

Thomas: Kiggede på mig og SKRALDGRINEDE, slog sig på låret, grinede igen og sagde:

Ih, mor hvor er du fjollet

Mor: Hvordan sker det så tror du?

Thomas: Jo altså, man trykker på en knap på benen og vupti, så kommer barnet ud…

Mor: Nå, okay, måske det var sådan det skete, jeg var ret træt og kan ikke helt huske det

 

En mediefri aften – det kan anbefales

Når nu ens hverdag er omgivet af “let adgang til underholdning” som TV, Pc og sms til og fra vennerne, så er det nemt at glemme godt og gammeldags nærvær. Nærvær hvor man bare holder sin kæreste i hånden og snakker om hvad der nu lige falder en ind.

Sådan en aften havde vi aftalt i går og da Thomas var puttet var det gang i brændeovnen, frem med dynen på gulvet og god musik på anlægget – skønne 3 timer, der bare fløj afsted – på den gode dybsindige måde.

Så et godt råd er at huske: jo mere du bruger tid på fælles nærvær, jo mere gavner det dit ægteskab eller for den sags skyld venskab.

 

Det gode ved at have børn i alle aldre

- er bl.a. at man på en dag kan smile af de sjove kommentarer fra den lille (4 år) som

Far, du er jo blevet stor, men hvorfor ikke lige så stor (høj) som Christian?, (bonusbror på 19 år)

Og senere på dagen ende i en intens og livlig debat først over grillmaden i haven og senere som afrunding på en times intensiv Canasta-spil, med bonusdatteren og veninden på 16-17 år.

 

En interessant debat der såvel omhandlede

1. Livstil (du og kun du vælger, hvad du spiser o.lign)
2. At sige eller ikke sige sin ærlige mening? – hvornår er hvad passende
3. Tatovering – hvorfor dog siger de unge, hvorfor ikke sagde jeg
4. Motivation som drivkraft fremfor viljestyrke

- ja det blev en dejlig søndag med børn i alle aldre – og tak for det I skønne mennesker, I kan ranke ryggen og være lige så stolte af jer selv, som vi “gamle” er.

 

Hverdagsøvelse nr. 2, at turde tro

På at tingene ender positivt!

Jeg er vokset op med mottoet: det er altid for tidligt at bekymre sig og for sent at ærgre sig!

Min kære ingeniørfar har ofte haft ret i dette, men hans mere bløde datter har af og til haft svært ved at turde tro på det positive, i hvert fald i de ganske svære og meget betydningsfulde episoder i livet.

I dag kunne mine skuldre sænket sig efter 10 dage stærkt påvirket af frygt… Da sygehuset i telefonen kunne meddele at min lille dreng i maven har det godt, ja der flød tårerne atter, men denne gang i glæde og lettelse…

Livet har smilet til mig fra mange sider i dag, skønt og af hjertet tak!

 

Fag der mangler i folkeskolen/ungdomsuddannelserne

Af og til tænker jeg, havde jeg dog bare vist det som 11 årig, som 14 årig, som 18 årig..

Naturligvis er der visse emner du først skal være modnet nok til at kunne forholde dig til, men jeg mener, at vi ville få et bedre samfund, hvis vi bruge ek.s bare 5% af de traditionelle undervisningstimer på andre fag.

F.eks.:
* Sådan opnår du et højere selvværd
* Basale forskelle på kønnene
* Kærlighed og respekt = en god kæreste, ikke kun den traditionelle sexualundervisning
* Privatøkonomi, ja, grundlæggende budgetlægning er også gavnligt for 10 årige
* 80/20 reglen og hvordan den kan overføres på næsten alt!
* Tidsplanlægning – hvordan du arbejder mest effektivt
* God net-etikette – sådan aggerer du bedst online
* Livsforståelse

- ja listen er lang og I kære læsere kan nok bidrage med endnu flere

 

Læren i at bremse og give fart, i livet såvel som på cykel

Dagens Inspiration: http://camillamoerk.wordpress.com/2011/05/09/tillykke-med-mors-dag/ læste, læste igen og tænkte, skøn mor og skøn søn, håber vi opnår det sammen her i huset, i hvert fald samme leveregel!

Som relativ nybagt mor (og forældre) kunne jeg (og min mand) hurtigt konstatere, at vores “rader for farer” var anderledes indstillet end andre i samme situation. Ikke at vi er uansvarlige, men hvis vi konstant skal se alt fra den bekymrende side, så er der godt nok mange farer knyttet til hvert alderstrin… puha tænk bare på teenagere og byens natteliv.

Måske dette, kombineret med vores søns personlighed, har været med til at resultere i netop den 4-årige vi i dag har. En 4-årig der ikke bliver pakket ind i bobbleplast, men som vi naturligvis passer på.

Så sent som i dag cyklede vi to sammen for første gang inkl. hund 1½ km ned af bakke på landevejen fra vores hus til den dejlige strand. Vi fik mange nervøse blikke fra bilister og folk vi passerede i nabohaverne, men heldigvis også en del  anerkendene smil.

Thomas var rigtig god til at mærke efter, “moar, ny tror jeg det bliver for vildt, jeg vil vil gerne trække”, fint vi trak så 100 meter og cyklede igen. Da vi kom retur efter en dejlig tur kunne jeg se, at det var med en søn der mentalt var vokset et par cm. Han var pavestolt og træt, faldt i søvn i sofaen, men vågende rigtig glad igen efter 1 times eftermiddagslur.

 

Bowlingbørn er det nye sort…

Jeg er fan af Michelle Hviid, den beundringsværdige, rapkæftede og dejlige direkte forretningskvinde der blandt meget mere står bag Running Dinner konceptet.

Michelle har skrevet et meget sigende og lærerigt blogindlæg, som jeg gerne vil dele. Det hedder “du bliver våd”… det forstår du meningen med, når du har læst hele indlægget. Her kommer et par gode pointer:

Curlingbørn er for tabere. Bowlingebørn er det nye sort. Ud i keglerne med dem. Jeg står selvfølgelig klar med plaster og kærlighed. Skærmer jeg mine børn, ved ikke at lære dem at håndtere modstand, konflikt, nedtur og kaos? Jeg vil meget hellere ruste mine børn til at klare sig selv, også når himlen ramler ned i hovedet på dem – for det kommer til at ske. Jeg ønsker hellere at lære dem at kæmpe for deres drømme, bede om hjælp, vide at verden ikke er retfærdig. Planen er jo sådan set at de engang skal flyve fra reden. Jeg afleverede Benjamin (6 år gammel) i skole d. 2 januar da han gik i børnehaveklasse, jeg læssede ham af ude på vejen og så ham gå ind i sikkerhed i skolegården, så kørte jeg hjem. Problemet var bare at skolen først åbnede d. 3 januar. Det var jo ikke med vilje. Benjamin sad i skolegården lidt og begyndte at undre sig over at han var helt alene. Da klokken (automatisk) ringede til time, regnede drengen ud at der var noget galt. Han gik ud på cykelstien, midt i København, stoppede en cyklist og lånte hans telefon: “Mor, jeg tror ikke skolen har åbent i dag”. Jeg var MEGET flov, Benjamin var MEGET stolt og jeg var faktisk meget stolt af ham. Han KUNNE noget, han kunne klare sig! Se hele indlægget lige her

Jeg tror personligt, at jeg (i teorien) er til bowling, men ender i praksis nok med lidt mere curling end måske altid ønsket.. blød mor kan vi vel alle blive  

 

Sådan får man altså børn :-)

Dejligt at bo i ‘ubonert’ land som Danmark, hvor det tages positivt imod at lave film som disse..

Tror den skal bruges når min søn begynder at spørge – han forstår stadig ikke helt , at han ikke boede “lige inde under mors kjole” da han var baby